|
Solen er en ordinær G2-stjerne, én blandt mere end 100 milliarder stjerner i vor galakse.
diameter: 1.390.000 km.
masse: 1,989e30 kg
temperatur: 5800 K (overflade), 15,600,000 K (kerne)
Solen er uden sammenligning det største
objekt i Solsystemet. Den indeholder mere end 99,8% af den totale masse i
Solsystemet (Jupiter indeholder det meste af den
resterende masse).
Solen er personificeret i mange mytologier: Grækerne kaldte den Helios og romerne kaldte den Sol (herfra har vi taget navnet).
I øjeblikket består Solen af omkring 75% hydrogen og 25% helium målt i masse (92,1% hydrogen og 7,8% helium målt i antal atomer), alle andre stoffer ("metaller") udgør kun 0,1%. Dette forhold ændres langsomt med tiden, efterhånden som Solen omdanner hydrogen til helium i sin kerne.
De ydre lag af Solen udviser differentiel rotation, som her betyder, at overfladen ved ækvator roterer med en periode på 25,4 døgn, mens overfladen ved polerne bruger hele 36 døgn. Denne underlige opførsel skyldes det faktum, at Solen ikke er et fast legeme som Jorden. Lignende effekter er påvist i de store gasplaneter. Den differentielle rotation strækker sig dybt ned i Solens indre, men kernen roterer som et stift legeme.
Forholdene i Solens kerne er ekstreme. Temperaturen er 15,6 millioner Kelvin og trykket er 250 milliarder atmosfære. Gasserne i kernen er presset sammen til en tæthed, der er 150 gange større end vands.
Solens energiproduktion (3,86e26 joule/sekund eller 386 milliarder milliarder megawatt) skyldes kernefusion. Hvert sekund omdannes 700.000.000 tons hydrogen til 695.000.000 tons helium og 5.000.000 tons (=3,86e26 J) energi i form af gammastråling. Efterhånden som energien bevæger sig ud mod overfladen bliver den hele tiden absorberet og re-emitteret ved lavere og lavere temperaturer, så når den endelig når frem til overfladen er det meste omdannet til synligt lys. De sidste 20% af vejen mod overfladen, bliver energien transporteret mere ved konvektion end ved stråling.
Solens
overflade, kaldet fotosfæren, har en temperatur på 5800 K.
Solpletter er "kolde" områder
med en temperatur på 3800 K (de ser kun mørke ud, fordi de sammenlignes med de
omkringliggende områder). Solpletter kan blive meget store, helt op til 50,000 km
i diameter. Årsagen til solpletter skal findes i komplicerede og ikke særlig
godt forståede vekselvirkninger i Solens magnetfelter.
Et lille område, kendt som kromosfæren, ligger over fotosfæren.
Det
stærkt fortyndede område over kromosfæren er døbt koronaen og strækker
sig millioner af kilometer ud i rummet. Den er kun synlig under solformørkelser
(til venstre). Temperaturen i koronaen er over 1 million K.
Solens magnetfelt er meget stærkt (efter jordisk målestok) og meget kompliceret. Dens magnetosfære (også kendt som heliosfæren rækker langt forbi Pluto).
Ud
over varme og lys udsender solen også en tynd strøm af ladede partikler (mest
elektroner og protoner), kaldet solvinden, som forplanter sig ud
gennem Solsystemet med omkring 450 km/s. Solvinden kan, sammen med de
højenergipartikler, der udsendes fra soludbrud (protuberanser), have dramatiske
effekter på Jorden - lige fra svigt i kommunikationssatellitter over radiostøj
til det smukke aurora borealis (nordlys).
Nyere data fra rumsonden Ulysses viser, at solvinden som stammer fra polarområderne strømmer næsten dobbelt så hurtigt ud, 750 km/s, som ved lavere breddegrader. Solvinden ser desuden ud til at være anderledes sammensat i polarområderne. Og Solens magnetfelt virker desuden overraskende jævnt.
Videre studier af solvinden vil blive foretaget af de nyligt opsendte satellitter Wind, ACE, og SOHO, placeret i det dynamisk stabile fordelspunkt (Lagrange-punkt L1) mellem Jorden og Solen cirka 1,6 millioner km fra Jorden.
Solvinden har stor indvirkning på komethaler og forårsager endog målbare udslag på enkelte satellitters baner.
Spektakulære
sløjfer og protuberanser ses ofte på solranden (venstre).
Energiproduktionen fra Solen er ikke helt konstant. Det samme gælder om solplet-aktiviteten. Der var en periode med meget lille solplet-aktivitet i sidste halvdel af det 17. århundrede kaldet Maunder Minimum. Denne periode falder sammen med en usædvanlig kold periode i Nordeuropa, som bliver kaldt "den lille istid". Siden Solsystemet blev dannet, er Solens energiproduktion øget med omtrent 40%.
Solen
er omkring 4,5 milliarder år gammel. Siden sin fødsel, har den opbrugt næsten
halvdelen af brinten i sin kerne. Den vil fortsætte med at lyse
"fredeligt" i endnu 5 milliarder år (selvom luminøsiteten -
lysstyrken - ca. vil fordobles i løbet af denne periode). Til sidst vil den
løbe tør for hydrogen og vil blive tvunget til at foretage nogle radikale
ændringer, som - selvom dette er helt normalt i stjerners udvikling - vil
resultere i total tilintetgørelse af Jorden (og Solen vil antageligt ende som
en planetarisk
tåge).
Afstand Radius Masse Planet (1.000 km) (km) (kg) Opdager år --------- --------- ------ ------- ---------- ----- Merkur 57.910 2439 3,30e23 Venus 108.200 6052 4,87e24 Jorden 149.600 6378 5,98e24 Mars 227.940 3397 6,42e23 Jupiter 778.330 71492 1,90e27 Saturn 1.426.940 60268 5,69e26 Uranus 2.870.990 25559 8,69e25 Herschel 1781 Neptun 4.497.070 24764 1,02e26 Galle 1846 Pluto 5.913.520 1160 1,31e22 Tombaugh 1930Mere detaljerede data og definitioner kan findes på datasiden.
... Oversigt... Solen... Merkur... Rumfartøjer... 
